Blomsterdesigner Jette Vrængmose og Uniqa

Et af mine klareste barndomsminder er glæden ved at gå ud i haven omkring vores gård og

plukke friske blomster ind til stuerne efter den ugentlige rengøring.

 

Følelse af glæde ved at se, hvilken forskel vaserne  med naturens små vidundere kunne gøre, sidder i mig den dag i dag.

 

 

Det er en følelse, der har fulgt mig lige siden barndommen, og som til stadighed giver mig lykkelige stunder.

Mit liv har ad mange omveje ført mig ind i blomsternes univers, og da jeg som ung skulle vælge livsrejse, kunne jeg ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at jeg en dag skulle dyrke min passion for blomster som andet end en hobby.

Heldigvis ved man aldrig, hvor livet fører én hen.

 

 

Jeg vil gerne lære dig moderne blomsterdesign.

I dag fylder blomster en stor del af mit liv.

Min store passion er moderne blomsterdesign, og hvad er så det, vil du nok spørge om. Det kan sikkert defineres på mange måder, men for mig betyder det, at strukturer, former og materialer er i centrum af mine blomsterkreationer. Jeg elsker, hvordan jeg med få blomster og enkelte elementer kan lave skulpturelle dekorationer, ja, måske vil du endda kalde dem blomsterskulpturer.

Og det vil jeg gerne lære DIG. 

Derfor tilbyder jeg året rundt forskellige blomsterbindingskurser, hvor du har mulighed for at lære at bruge årstidens naturmaterialer til en mangfoldighed af dekorationstyper. Og så vil jeg gerne lære dig nogle af alle de nye og sjove binderiteknikker, som jeg ikke kan lade være med at tillære mig, bare fordi det gør det hele lidt sjovere.

Boremaskine og hammer er mine fast følgesvende i blomsterværkstedet. 

Brudebuket-med-røde-roser

Min stil har udviklet sig i løbet af de mere end 15 år, jeg har arbejdet professionelt med blomster, og den passer som fod i hose til tidens ånd med årstidsbestemte produkter fra lokalområdet. Det er også en stil, der går godt til den nordiske stil med træ, autencitet og naturelementer i boligindretningen.

Mere end 15 år med kreativ blomsterleg

Jeg startede med et 16-ugers binderikursus, da min stilling som oversætter blev nedlagt af det hollandske IT-firma, jeg arbejdede for. 

Og så er det ellers gået slag i slag med blomsterbindingskurser hjemme i mit køkken, blomsterdekoratør på Hindsgavl Slot, 7 år med egen butik i Middelfart, uddannelse til blomsterdesigner, 

leverandør til hoteller i mit lokalområde, utallige blomsterkurser i Uniqas regi og for Middelfart Husflidsforening. Samtidig har jeg slelv deltaget i adskillige kurser for professionelle med internationale blomsterdesignere som Anette von Einem og Per Benjamin, hvilket altid sætter masser af nye blomsterideer i gang hos mig og er fantastiske inspirationskilder.

 

Skulpturelt blomsterdesign og årstidens naturmaterialer er nøgleordene for Uniqa, og den måde, jeg arbejder på som blomsterdesigner.

.

På www.uniqablomster.dk finder du en række af de varer, som jeg ofte arbejder med i mine blomsterkreationer. Alle varer er kendetegnet ved høj kvalitet, og sat sammen med andre elementer og gerne en god portion kreativitet passer de smukt ind i det moderne hjem.

 

Udover denne hjemmeside og webshop tilbyder jeg blomsterdesigns til større arrangementer samt workshops og teambuilding i moderne blomsterdesign. Alle kan være med, så kontakt mig og hør om mulighederne. Jeg tager gerne ud i hele Danmark og giver inspiration til alle blomsterglade. 

 

Se også gerne nogle af mine mange videoer på youtube.com og få inspiration til dine egne kreationer. Ikke mindst udsendelserne under titlen 'Fra natur til Uniqa' er populære og viser, hvordan du hele året kan lave de lækreste dekorationer med årstidens lokale materialer.

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller kommentarer. Det er nemmest at træffe mig på e-mail post@uniqablomster.dk

 

Venlig hilsen

 

Jette Vrængmose

Blomsterdesigner og indehaver af Uniqa