Limet fad med dahlia og sensommer

I haven omkring mit atelier er der mange små hyggekroge, og når haven samtidig bugner af skæreblomster, og man lige har en skål lavet med limteknik stående, ja så pirrer det min kreativitet.

Naturskålen er som sagt lavet med limteknik, hvor jeg har støbt en skål af grove grene klippet ned i min haven. Mens den var våd af lim, placerede jeg en flot gren henover den. På den måde fik jeg kontrast mellem små og store stykker materiale.

I min optik er det vigtigt at se den flotte naturskål, som jo faktisk er en dekoration i sig selv. MEN nu er der jo det flotteste sensommervejr, og det indbyder bare til farver.

Oasis er ikke længere det smarteste at bruge som basis, da det ikke er komposterbart, men blomsterne skal jo stadig have vand. Derfor har jeg sat 2 smukke, små krystalskåle ind i dekorationen. Igen dannes der kontrast, her nemlig mellem grov natur og fint glas.

Den ene glasskål står oppe i naturskålen, og den anden står udenfor. På den måde bliver dekorationen luftig og legende.

De friske materialer får alle vand fra de 2 glasskål og er placeret, så de følger linjen fra den grove gren.

Limteknik, linjer, kontraster og legesyg er nøgleordene.

preload spinner